Nogle mennesker lader til at være født med et lyst sind. Jeg kender et par stykker af dem – og de er en fryd at være sammen med. De skaber god stemning, er nemme at være sammen med og får det bedste frem i andre. Dengang jeg var sekretær havde jeg engang en kollega, som var ekstraordinært lattermild og vi havde dagligt grineflip på kontoret. Vores kolleger slog vejen forbi vores kontor bare for at hænge ud i den høje vibe. Det var skønt at komme på arbejde – bare fordi hun var der.

Jeg har altid været både lidt misundelig på og vældig tiltrukket af de der lyse mennesker – fordi jeg selv er sådan lidt melankolsk anlagt – med hang til at være lidt sørgmodig og ikke helt kunne forstå, hvorfor vi ikke bare alle kan være gode venner. Hvorfor er der så meget ondskab i verden? Osv. osv. Som barn syntes jeg det var så uretfærdigt. Hvorfor var der forskel ? Hvorfor var nogen ligesom født med en default-indstilling, der stod på glad. Og hvorfor var jeg sådan altid lidt trist i det. Det blev værre med alderen og teenageårene var ulidelige og præget af ”weltschmerz” og følen sig forkert og anderledes. I 20’erne og start-30’erne festede jeg rigtig meget, drak rigtig mange øl – og det var mega sjovt (Var der nogen der sagde ”selvmedicinering”?). De psykiske tømmermænd var altid meget værre end de fysiske. Med jævne mellemrum fik jeg nogen gevaldige nedture og trak mig fra alt og hørte sørgelig musik og havde ondt af mig selv.

Jeg forsøgte at finde en forklaring. Er det fordi, at jeg er Stenbuk og født i mørke, triste, endeløse januar? Eller hvad ? Jeg gik til astrolog og clairvoyant og psykolog. Men glad blev jeg ikke. Psykologen gjorde mig bare endnu mere ked af det … Sådan gik det op og ned i en del år. Jeg tog en uddannelse som terapeut (selvfølgelig gjorde jeg det – det er mest mennesker der er mere eller mindre f***ed up der uddanner sig til psykolog eller psykoterapeut) – og det gjorde faktisk en kæmpe forskel. Dykkene ned i det sorte hul varede ikke så længe og skete ikke så tit.

Jeg har lært mig selv at fokusere på det positive. Det falder mig ikke naturligt – jeg har åbenbart et ”find fem fejl-mindset. Som en del af terapeut-uddannelsen skulle vi give hinanden feedback efter sandwich-modellen – oh my god, det var svært i starten. Hvad skulle jeg dog sige? Når folk var så åbenlyst håbløse? Vi skulle også finde ”fem fede” ting at sige om vores egen performance – det var nærmest umuligt! Men øvelse gør mester – selvom jeg til at begynde med følte, at jeg digtede, når jeg sagde noget positivt om mig selv.
Stadigvæk – var jeg nysgerrig på hvor det kom fra – det der sortsyn – den der melankoli. Noget af det var traume-relateret – jo, det har noget med barndommen at gøre – en kliche men ikke desto mindre sandt. Men selvom jeg gav den gas med healing og egenterapi og what not – så blev jeg ved med at falde i de sorte huller, om end det skete mere og mere sjældent.

For ca. 10 år siden udelod jeg i en periode al sukker, korn og mælk fra min kost. Jeg havde det pragtfuldt – var helt i fred med mig selv og min verden (de sorte huller var blot et fjernt minde) – jeg holdt blandt andet jul uden at blive irriteret på noget af min familie overhovedet – jeg var bare overbærende og kunne grine af det. Et sandt julemirakel. Men jeg kunne ikke holde fast i kosten – og begyndte igen at spise ”normalt”. Hvorfor kunne jeg nu ikke det? Mere graven efter årsag.

På det seneste har jeg læst flere bøger om vores mave-tarm-system, om den såkaldte tarm-hjerne-akse, jeg har været til foredrag med hjernespecialister og forskere. Og brugt google flittigt. Og det nye sort er helt klart vores mikro-biom. Vi bor sammen med milliarder af bakterier, som vi basically ikke aner noget om. Men som har en enorm betydning for vores psykiske såvel som fysiske velbefindende. Vi har faktisk flere logerende bakterier end vi har celler i kroppen ! En enkelt gang antibiotika kan påvirke tarmfloraen i årevis. En penicillinkur udsletter alle bakterier. Og typisk så er det de bakterier, der er dårlige for os, som så tager overhånd. Ligesom et bart jordstykke typisk bliver befolket af tidsler, brændenælder og andet ukrudt. Et blomsterbed kræver en indsats. Dårlige tarmbakterier giver dårligt humør og cravings efter netop den mad, der fodrer de dårlige bakterier. Det er et enormt kompliceret emne og forskerne er først begyndt at ane noget om sammenhængene.

Men hvad er forklaringen på, at jeg pr. default hælder til tungsind – i stedet for optimisme?

Jeg tror, det er en kombi af flere ting – fordi i min verden hænger krop og sind uløseligt sammen – det ene påvirker det andet. Fx kan bare 3 timers (følelsesmæssig) stress slå halvdelen af de gode bakterier ihjel!
I mit tilfælde – så har jeg måske arvet en ret lousy tarmflora efter min mor – alle babyer er født med et sterilt tarmsystem og får deres tarmflora efter deres mor ved fødslen – undtagen kejsersnitsbabyer – det er sådan lidt tilfældigt hvad de lige rager til sig af bakterier på operationsstuen.

Som 1-årig var jeg indlagt i isolation i 2 uger, uden at lægerne fandt ud af, hvad der var i vejen. Jeg har helt sikkert fået antibiotika, som har smadret, hvad der end var af tarmflora på det tidspunkt. Mine forældre måtte besøge mig 1 time dagligt – så der har også været basis for en del traumer der – fremmede mennesker i hvide kitler, der stak mig med nåle (blodprøver) og ingen trøstende mor. Ensomhed, forladthed. Jeg kan heldigvis ikke huske det (med hjernen) – men den slags sætter sig i kroppen og i underbevidstheden.

Jeg husker som barn, at vi fik franskbrød med margarine og sukker til morgenmad. Eller cacao og tvebakker. Rugbrød med tre-stjernet salami til frokost. Kartofler og medister til aften. Ikke mange fibre, ikke mange vitaminer – for ikke at nævne den næsten totale mangel på omega3 til hjernen.

Så alt i alt – ikke så meget næring til at få et lyst sind af. Kan det virkelig være forklaringen på min hang til melankoli?
Og er hemmeligheden bag mennesker med et optimistisk livssyn og tillid til egne evner og til livet generelt – måske en hammergod tarmflora og generel god traume-resistens? (Traume-resistens skriver jeg om en anden gang – det er også et ret spændende emne).

Jeg har tænkt mig at bruge mig selv som forsøgsperson. Jeg vil spise bakterievenlig mad – pre og probiotika – udsulte de dårlige tarmbakterier og undgå stress. For at se om jeg kan ændre default indstillingen fra melankoliker til sangviniker. Det giver udtrykket ”Happiness is an inside job” en helt ny betydning.

Følg med her og se hvordan det går. Jeg er selv ret spændt.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *